Lovemade Mommyparty

Lovemade er en nystartet virksomhed, der producerer økologisk babymad - på frost. Opskrifterne er udviklet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, kvaliteten er i top. Det er babymad, som vi selv ville lave det derhjemme. Uden konserveringsmidler og i lækre små portionsbøtter. Et super godt produkt, som meget få rigtig kendte da lovemade kontaktede Konvers.

Vi udviklede et koncept til dem, der tog udgangspunkt i, at målgruppen skulle OPLEVE produktet - første fix måtte gerne være gratis, for når først man har fået kærligheden at føle, er der ingen vej tilbage til Nestlé's syntetiske mareridt. 

Produkterne henvender sig til en målgruppe (mødre til babyer), der går rigtig meget op i sundhed og økologi, så på papiret var det et let salg. Vi besluttede at spille ind i en social kontekst, som alle mødre er en del af, nemlig mødregruppen. "Gør dit næste mødregruppemøde til et lovemade mommyparty". 

Mødrene fik mulighed for via en specialudviklet online applikation at oprette deres mommyparty, invitere mødre fra deres mødregruppe og holde styr på tilmeldingerne. Via applikationen kunne mødrene sende personaliserede huskekager til de mødre, der endnu ikke havde meldt tilbage. Hvis det lykkedes for en mor at få 4+ tilmeldinger til sit mommyparty, udløste det en sample-pakke med produkter, spørgeskemaer, produktinfo og andre gode ting. 

Vi udbød 150 mommyparties på 3 uger. Al involvering kørte via WOM. Vi uddelte flyers på udvalgte steder, satte plakater op og kørte en del PR via partnerskaber med mødre-medier. De 150 mødre-hyggestunder blev revet væk.

Når et mommyparty var afsluttet modtog alle deltagerne en mail med link til et evaluerings-spørgeskema, hvor lovemade også fik krogen i de nye ambassadører via opsamling af en e-mail permission.